Dagligvarekoncern går internationalt på mærkevare-indkøb
Dagrofa bliver fra 2026 en del af den europæiske detailalliance EMD Retail Group.
Det sker som led i en strategisk satsning, hvor Dagrofa vil udnytte samarbejdet med førende europæiske dagligvareaktører til at forbedre adgangen til attraktive mærkevarer og styrke koncepter målrettet det danske marked.
Det oplyser Dagrofa i en pressemeddelelse.
-Det her er et vigtigt strategisk skridt for Dagrofa. Gennem EMD Retail Group får vi adgang til ny viden, partnerskaber og internationale koncepter, som vi kan bringe ind på det danske marked – til gavn for både vores kunder og købmænd, siger Jesper Gottschalck Bjerring, kategoridirektør i Dagrofa.
Dagrofa har siden 2002 været medlem af indkøbsalliancen EMD, men træder nu ind i EMD Retail Group – et tættere samarbejde mellem en række toneangivende europæiske detailaktører, herunder Euromadi, Superunie, ESD Italia, RTG International og svenske Axfood, som Dagrofa i forvejen samarbejder med på indkøbssiden.
-Med Dagrofa som medlem styrker vi vores samarbejde med mærkevareindustrien i Skandinavien – på samme måde som vi gennem mange år har haft et stærkt og succesfuldt samarbejde på private label-området, siger Phillipe Gruyters, managing director i EMD.
Med Dagrofa som nyt medlem styrker EMD sin tilstedeværelse i Skandinavien. Samarbejdet skal bidrage til at styrke indkøbsstyrken over for internationale leverandører og sikre bedre betingelser for både forbrugere og købmænd.
Dagrofas internationale indkøbsalliance EMD
EMD er repræsenteret i følgende markeder:
Østrig: Markant
Belgien: Colruyt
Tjekkiet: Markant
Danmark: Dagrofa
Frankrig: Francap
Tyskland: RTG International
Italien: ESD Italia
Luxembourg: Colruyt
Holland: Superunie
Norge: Unil/NorgesGruppen
Portugal: EuromadiPort
Slovakiet: Markant
Sydkorea: Lotte
Spanien: Euromadi
Sverige: Dagab/Axfood
Schweiz: Markant
Kilde: Dagrofa
Artiklen er en del af temaet Dagligvarer.